Klinte Cup i påsken den 19. & 20. april 2019

Møn Trolling Klub inviterer for 7. gang til årets store trollingkonkurrence efter laks og ørred fra Klintholm Havn på Møn.

Som sædvanligt foregår det i påsken: Fredag d. 19-04 og Lørdag d. 20-04. Søndag er reservedag, men kun, hvis der ikke kunne fiskes hverken fredag eller lørdag.

Alle i Danmark lovlige fiskemetoder må benyttes, men trolling betyder, at båden skal være i fremdrift for motor ved fiskeri.

Der skal pga. sikkerhed være min. 2 personer i hver båd, hvor gasten er min. 12 år. Båden skal have VHF radio, radarreflektor og nødraketter ombord.

Afholdte skippermøder er obligatoriske for minimum 1 person fra hver båd, så alle er opdateret med evt. ændringer.

Tilmelding starter den 1. december 2018 og skal ske på Møn Trollings hjemmeside: https://moen-trolling.dk, vælg fanen Klinte Cup. Alle obligatoriske felter udfyldes. Der er begrænset med pladser (150 både), så tilmelding er efter først til mølle princippet. Vær opmærksom på, at der skal betales med det samme der tilmeldes. Prisen er 670 kr. for båd med skipper og 1 gast. Efterfølgende gaster 300 kr. uanset alder. Alle deltagere skal betale, uanset om der fiskes 1 eller 2 dage.

Møn Trolling Klub og alle vores fantastiske sponsorer byder velkommen, vi glæder os til at se jer, til en konkurrence med hygge, godt kammeratskab og grove Laks.

Knæk og Bræk

Spørgsmål vedr. konkurrencen kan stilles på tlf. 30927303.
Nyheder: Facebook Klintecup Møn og Møn Trolling