God fiskedag

Fredag d. 26/1-2018 var en af de dage hvor vejret viste sig fra sin bedre side. Det var der mange både som også havde opdaget, så der var trængsel på Klintholm Havn allerede fredag aften. Ude på vandet blev der meldt om fangster hele dagen over VHF’en på kanal 72.

 

Team BB meldte sent på eftermiddagen ud, at de både som lå tæt på dem, gerne måtte holde sig lidt væk, da de fightede en stor fisk, måske oppe i den helt tunge klasse. Efter lang tids spænding, kom meldingen om at fisken var sikkert landet. Men da vægten var blevet glemt, kunne man ikke vide hvor stor den egentligt var.

Storlaks ? Fra Team BB

 

Så der var stor spænding, da Team BB lagde til kaj ved Klintholm. Der blev lånt en vægt, så laksen kunne afsløre sin kampvægt, 14,5 kg viste vægten. En flot kompakt fisk, som også viste sig at være årets første laks i båden, så må man jo sige at standarden er sat. Kæmpe tillykke til Søren OIsen fra Team BB. Fisken blev taget på en sideplaner nærmest båden, taget på et Grizzly blink (Se billedet).

Januar-laks på 14,5 kg, fanget af Søren Olsen på Team BB.

 

Men, men en endnu større laks på 16 kg. blev fanget ude ved 40 meteren, denne fisk tog et blink på riggen i 40 meters dybde. Fisken blev fanget af David. Der skal også lyde et stort tillykke med den.

Flot blanklaks på 16 kg, fanget af David.

 

Dagens topfanger må dog blive Team Jim Bean & Gu, som landede en flot laks på over 17 kg. Denne fisk blev også taget på riggen i 25 m. dybde, på et gult blink med sorte pletter. Kæmpe tillykke til dem, med den flotte fisk.

Gasten på Team Jim Beam med en laks på over 17 kg.

 

Fredag d. 26/1-18 var en dag hvor Østersøen kastede fine fisk af sig, herunder flere mellem 5-7 kg, der var omkring 25 både på vandet. Havet viste sig fra den flotte side med næsten havblik, der kom dog tåge rullende ind ved middagstid.

Knæk og bræk derude.